Ny dekan vender tilbage til Nordjylland efter mange år på KU

Aalborg Universitet får en ny erfaren leder i spidsen for Det Humanistiske og Samfundsvidenskabelige Fakultet (SSH), når 55-årige Jacob Graff Nielsen tiltræder som dekan. Han kommer fra en stilling som dekan for Det Juridiske Fakultet ved Københavns Universitet, hvor han har været en del af ledelsen i over 20 år.
Rektor Per Michael Johansen fremhæver Jacob Graff Nielsens mangeårige ledelseserfaring og evne til at skabe resultater som nogle af årsagerne til valget.
”Vi er meget glade for at kunne byde Jacob Graff Nielsen velkommen til Aalborg Universitet. Et enigt ansættelsesudvalg pegede på ham på baggrund af hans mangeårige erfaring som dekan, hans stærke relationelle kompetencer og hans evne til at skabe resultater med ejerskab og forankring. Han er en samlende figur og ambitiøs leder, som vil være et stærkt supplement til universitetets øvrige ledelse,” siger Per Michael Johansen.
Den kommende dekan ser frem til opgaven og vil blandt andet have fokus på at styrke sammenhængskraften på fakultetet og udvikle relationerne til omverdenen.
”Jeg er først og fremmest spændt på opgaven og går til den med stor ydmyghed. SSH rummer stærke faglige miljøer, og jeg ønsker at bygge videre på det solide fundament, der allerede er skabt. Et af mine vigtigste fokusområder bliver at styrke sammenhængskraften på fakultetet med respekt for de forskellige fagligheder,” siger Jacob Graff Nielsen.
Jacob Graff Nielsen er opvokset på Mors og ser derfor den nye stilling som en mulighed for at vende tilbage til Nordjylland.
Fakta
- Navn: Jacob Graff Nielsen
- Ny stilling: Dekan for Det Humanistiske og Samfundsvidenskabelige Fakultet (SSH) ved Aalborg Universitet
- Tiltrædelse: 1. oktober 2026
- Tidligere stilling: Dekan for Det Juridiske Fakultet ved Københavns Universitet
- Erfaring: Har været ansat ved Københavns Universitet i næsten 30 år og i ledelsen i godt 20 år
- Alder: 55 år
- Uddannelsessted: Aalborg Universitet, SSH
- Studerende på SSH: Cirka 8.500
- Ansatte på SSH: Cirka 850
- Omsætning i 2025: 1.043 mio. kroner
- Institutter: Institut for Samfund og Politik, Juridisk Institut, AAU Business School samt Institut for Kultur og Kommunikation
- Campusområder: Aalborg Øst, Rendsburggade, Nordkraft, Musikkens Hus samt campus i København






Accepter kun nødvendige cookies